Du kan møde masser af glødende AGF-fans:
-
Kongen
Thomas Helmig - ”Den aarhusianske fankultur er et fællesskab, som er vigtigt for mig. Hvis AGF taber en vigtig kamp, så kan det
godt sidde i mig resten af ugen” -
Legenden
Stig Tøfting - ”Det med at komme ned til sine fans, det kick får man aldrig igen.
Jeg kan kun sige til de spillere, der spiller nu: Nyd det, når det sker” -
Korrespondenten
Rasmus Tantholdt - ”Aarhus, is på – det pres, der er her, er minimalt”
-
Pølsemanden
Niels Rasmussen er en ægte aarhusiansk AGF-tilhænger, og ifølge ham kan man ikke være andet, når man bor i Aarhus.
-
Bankdirektøren
Jan Labich er filialdirektør i Djurslands Bank i Hinnerup. I egen optik er han en fornuftig og velovervejet person. Men når han ser AGF spille, skifter han fuldstændig karakter. ”Så er jeg bare en simpel idiot,” siger han.
-
Tossen
Freddy Kirszner repræsenterer Tossehjørnet, som er et uforpligtende fanfællesskab, hvor folk samles ved stadionsøen to timer før hver kamp og drikker et par øl og vejrer stemningen.
-
Albert Grønbæk
Da Albert Grønbæk var otte, løb han rundt på VRI’s baner og spillede en masse fodbold. Han havde allerede en drøm dengang om at blive professionel fodboldspiller.
”Jeg har haft en støttende familie, og så har jeg haft en bror, som jeg har spillet utrolig meget fodbold med i haven og på VRI’s baner. Hele min skoletid har jeg spillet fodbold i frikvartererne og i pauserne. Hele klassen har altid været omgivet af fodbold, så det har været hver dag.”
Han tog tit med sine kammerater ind for at se superligaholdet spille, og de stod ofte tæt på fanafsnittet og sange med. Han husker engang, da de stod og hang lidt og ikke sang med og hoppede som mylderet i stemningsafsnittet gjorde.
Pludselig fik han et dask i maven.
”Hey. Her synger man med.” Det gav en reaktion, hvor jeg tænkte: Okay, de mener det faktisk alvorligt. Man kommer ikke bare for at se fodbold, man kommer også for at skabe en stemning.”
Først som anden års U17-spiller fandt Albert Grønbæk ud af, at han var god til at spille fodbold.
”Det var som om, at der tog jeg et nyt step. Da jeg skiftede fra VRI U14 til AGF, var jeg ikke en af de bedste og var ikke altid fast mand. Det samme på U15 og førsteårs U17. Men da jeg blev andenårs U17, udviklede jeg mig og begyndte at forstå, at jeg har faktisk et talent.”
Han var begyndt at arbejde hårdere og selvtræne en masse. Dengang var han ude næsten hver morgen før de rigtige morgentræninger for sig selv. Hans træner Fatah Abdirahman havde fortalt ham, at det var vigtigt, at man selvtrænede oven i den normale træning.
Ad den knoklede vej blev han lige så stille bedre og bedre til lidt af det hele.
Han var begyndt at forstå, at man ikke kommer til at lykkes, hvis man ligger på den lade side.
”Jeg gik måske og troede, at hvis jeg bare spillede i AGF, så blev man professionel fodboldspiller, men det var som om, at efter vi fik Fatah, så fik man et andet indblik i, at okay, man skal faktisk arbejde meget hårdere, end man lige tror.”
Marstal/Rise 11. september 2019, og superligadebuten fandt sted 7. juni 2020 mod AaB, da han kom ind mod slutningen af kampen, som endte med sejr på 3-2 til AGF.
Debuten vil han altid huske, men den første hjemmekamp, hvor tilskuerne var tilbage efter corona, står som noget helt særligt.
”Det var mod Randers. Jeg fik debut, hvor der ikke rigtigt var udebane-fans, og hvor der ikke rigtigt måtte være tilskuere, det var midt i corona. Så jeg kan huske den kamp mod Randers, da jeg selv scorede. Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker tilbage på den kamp. Jeg kan huske, at jeg header den ind, og jeg bare kan høre de jubelbrøl, der kommer, og jeg står og kigger op, og alle står og jubler og råber ned til en. Det er sjovt, for man har venner og bekendte, der står deroppe. Det er en sindssyg følelse.”
Hvem er din favoritspiller?
”Så skulle det være Mason Mount fra Chelsea (nu Manchester United) - han er sej. Vi minder lidt om hinanden spillemæssigt og i spillestil.”
...
Interviewet er lavet på træningslejren 2022 i Spanien bare nogle måneder, før Albert blev solgt fra AGF til Bodø/Glimt.
Nu er Albert så blevet solgt igen. Denne gang som den dyreste spiller nogensinde fra Tippeligaen i Norge. Held og lykke i franske Rennes.